Af Jens Ramskov,  fredag 01. feb 2008 kl. 00:45

I sidste uge beskyldte professor Eigil Kaas fra Niels Bohr Institutet (NBI) på Københavns Universitet den danske professor Ole Humlum fra Oslo Universitet for "datafiskeri af værste skuffe" i forbindelse med fortolkningen af klimadata.

Et af de steder, hvor debatten foregik mest intenst, var på ing.dk, hvor både Kaas og Humlum diskuterede ivrigt med læserne.

For en enkelt læser blev det for meget: "Hvorfor sætter de kloge professorer sig ikke sammen og kommer frem til en konklusion. Diskussionen virker jo latterlig på almindeligt begavede ingeniører".

Det ville unægtelig være rart, hvis der var enighed om de naturvidenskabelige klimafakta, for så kunne diskussionen om, hvad der skal gøres eller ikke gøres med hensyn til naturlige og/eller menneskeskabte klimaforandringer, trygt overlades til økonomer og politikere.

Men hvis vi skal vente med at tage beslutning til alle naturvidenskabelige forskere er enige, kommer vi mindst til at vente på næste generation af forskere.

Mange års faglig uenighed har nemlig gjort, at de danske forskere har en dyb mistro til hinanden. Nok færdes de på de samme institutter og i de samme bygninger, nok mødes til de samme receptioner, nok hilser de pænt på hinanden som dannede mennesker gør, men det er stort set også alt.

I stedet for konstruktivt samarbejde fyger det med beskyldninger som mobning, manipulation af data, tvivlsomme konklusioner og modvilje mod at sætte sig ind i kendt viden. Og det er ikke kun løse beskyldninger, der kommer frem. Parterne på begge sider i debatten kan faktisk argumentere for det hele - og det gør de bl.a. i bøger, artikler og kommentarer i videnskabelige tidsskrifter.

FAGLIG UENIGHED kendes inden for alle videnskabelige områder, og det er en del af den måde, som videnskaben udvikler sig på - så faglig uenighed skal ikke undertrykkes. Men skal en faglig uenighed have en positiv effekt, må der være en gensidig respekt mellem partnerne - og her er de naturvidenskabelige klimaforskere gået galt af hinanden.

På den ene side i debatten står IPCC-fløjen, dvs. de forskere som bakker op om FN's klimapanels synspunkt om, at de nuværende klimaforandringer først og fremmest skyldes en menneskeskabt udledning af drivhusgassen CO2.

På den anden side står forskere, som mener, at de klimaforandringer, vi oplever nu, ikke i al væsentlighed adskiller sig fra de klimaforandringer, som vi har set de sidste par hundrede år - og endnu længere tilbage.

På IPCC-fløjen finder vi bl.a. professor Eigil Kaas og lektor Aksel Walløe Hansen fra NBI og seniorforsker Jens Hesselbjerg Christensen fra Danmarks Meteorologiske Institut.

Overfor denne gruppe står en mere spredt gruppe, der blandt andre omfatter professor Ole Humlum, lektor Bjarne Andresen fra NBI, der er medunderskriver på en henstilling fra 100 forskere til FN om at slå koldt vandt i blodet, hvad angår klimaforandringer, samt Henrik Svensmark fra DTU Space.

I sin antagelse om, at klimaforandringer styres af den kosmiske stråling støttes Svenmark bl.a. af instituttets leder Eigil Friis-Christensen og seniorforsker Jens Olaf Pepke Pedersen.

I periferien er bl.a. forskere som professor Ole John Nielsen og lektor Merete Bilde fra Kemisk Institut på KU, som studerer skyer og atmosfærekemi, og forskerægteparret Dorthe Dahl-Jensen og Jørgen Peder Steffensen fra forskningscenteret for is og klima på NBI, der søger at bestemme det forhistoriske klima ud fra iskerneboringer.

Mest uforsonligt står "Svensmark-gruppen" og "Kaas-gruppen" overfor hinanden.

For ti år siden var det en kamp, der foregik på Lyngbyvej 100 i København hos Danmarks Meteorologiske Institut, da de begge var ansat her.

I sin nyeste bog "Klima og Kosmos" har Henrik Svensmark beskrevet, hvordan han blev angrebet personligt - selv i DMI's kantine - det andre vil kalde for mobning. At Svensmark havde "ballade" med sine kolleger, som disse udtrykker det, var der kendskab til langt uden for instituttets røde bygninger.

I dag er kampen rykket godt en kilometer nærmere Københavns centrum til Juliane Maries Vej 30 i nærheden af Rigshospitalet, hvor både klimaforskerne på Niels Bohr Institutet (Kaas og Co.) og DTU Space (Svensmark og Co.) har til huse i Rockefellerbygningen - sammen med iskernefolkene i øvrigt.

Svensmark skiftede i 1998 til Danmarks Rumcenter, som i dag er underlagt DTU og omdøbt til DTU Space. Her blev han genforenet med sin tidligere DMI-kollega Eigil Friis-Christensen, der var tiltrådt som leder året før.

Eigil Kaas blev udnævnt til professor i meteorologi på NBI i 2006. Her arbejder han sammen med bl.a. Aksel Walløe Hansen, der sammen med den daværende forskningsleder på DMI Torben Stockflet Jørgensen, var en af de første, der i videnskabelige tidsskrifter var med til at kritisere Svensmark og Friis-Christensen på det faglige plan.

Eksperterne har hver deres faglige udgangspunkt og styrke.

Når det gælder termodynamik er Bjarne Andresen uden tvivl den mest kompetente, og inden for store områder inden for polarforskning er Ole Humlum i front. Når det gælder en fysisk forståelse af sammenhængen mellem kosmisk stråling og atmosfærefysik er det inddiskutabelt, at Henrik Svensmark besidder en unik viden.

Til gengæld må gruppen omkring Eigil Kaas tildeles førertrøjen, når det gælder den tværgående forståelse af klimaet. Ikke dermed sagt, at de andre eksperter er udelukket for på kvalificeret måde at blande sig i forståelsen af klimaet.

Debatten blandt naturvidenskabsfolkene er særlig ihærdig i Danmark, men den ses også i andre lande, og ofte er det de samme emner, der kommer op i de forskellige lande - passende tidsforskudt.

Det betyder også, at de danske klimadebattører alle har et udbredt international netværk, hvor de kan finde støtte for deres synspunkter.

Argumentationen er ikke altid lige let at forstå, så når den naturvidenskabelige debat løber over i dagspressen, er det måske ikke så mærkeligt, at der på grund af mangel på faglig indsigt ofte emotionelt bliver valgt side i dækningen.

Det er klart, at begge parter ikke kan have ret, men problemet er, at intet intelligent væsen kan påtage sig rollen som faglig dommer i klimadebatten uden samtidig med sin dom at vælge side: Enten er menneskeheden i stand til at påvirke klimaet med de aktiviteter vi gør, eller også er den ikke. Og da det samtidig er det egentlige stridspunkt, er dommeren dermed straks åben for indvendinger fra den bortdømte part.

Men bare rolig. Vi skal dog nok få svaret en skønne dag af en dybt uintelligent dommer, som ingen kan kritisere: Naturen selv.